Atomfrygt , livre ebook

Titelside
100 danmarkshistorier
Casper Sylvest

Aarhus Universitetsforlag
Skygger

Forsidemotivet p den bl pjece var i samtiden et klart symbol p risikoen for krig - en sirene p et hustag i byen. Den ugentlige afpr vning medf rte, at den ildevarslende hylen blev en fast del af hverdagslivets lydbillede.
|| Statsministeriet
Hvis krigen kommer
Mandag den 8. januar 1962 var en alvorlig statsminister Viggo Kampmann (1910-1976) v rt for et pressem de i Udenrigsministeriets store m desal. Anledningen var udgivelsen og husstandsomdelingen af pjecen Hvis krigen kommer . I pjecen med det klare bl omslag kunne danskerne l se 32 sider om, hvad de skulle g re, hvis krigen - og s rligt atomkrigen - blev til virkelighed. Alvoren var ikke til at tage fejl af. Kampmann indledte pressem det med en formaning, der b de var et h b og en l sevejledning. Nemlig at pjecens titel ikke m tte skr mme, at krigens komme ikke var givet, men at der imidlertid var en risiko, og at landet og befolkningen derfor m tte orientere sig om vilk rene, som de kan blive under en krig, og om, hvordan vi - hver for sig og som samfund - bedst muligt vil kunne im deg faren . Statsministeren lagde ikke skjul p , at der var tale om dystre emner , og at den moderne krig ville udg re en frygtelig psykisk belastning .
H bet om overlevelse var ogs at finde i den praktiske og mentale forberedelse p situationen og i r d fra sagkundskaben. Ved sin side havde statsministeren professor i dyrefysiologi, tidligere modstandsmand og r dgiver for forsvaret Poul Brandt Rehberg (1895-1989) samt to h jtst ende embedsfolk: landets f rste kvindelige medicinaldirekt r, l gen Esther Ammundsen (1906-1992), der ogs havde en fortid i modstandsbev gelsen, samt den t rnh je administrationschef i Civilforsvarsstyrelsen, Erik Schultz (1913-2000). Politiken s reportage fra pressem det omtalte pjecen som en meget element r f rstehj lps-anvisning over for en moderne krigssituation, man vanskeligt kan forestille sig .

Pressem det, hvor statsministeren (nr. to fra venstre) pr senterede pjecen, blev afholdt i januar 1962 p Christiansborg. Professor Poul B. Rehberg st r til venstre, medicinaldirekt r Esther Ammundsen og administrationschef Erik Schultz til h jre. Trods smilene var stemningen alvorlig.
|| Erik Gleie/Ritzau Scanpix
I de f lgende dage gled den bl pjece ind ad brevspr kkerne i samtlige 1,5 millioner danske hjem. Den stilrene tryksag sagde ikke bare noget om den mulige krig, men ogs om samfundet og samtiden, den talte til. Den indeholdt advarsler mod udenlandsk kontrolleret virksomhed og fjendtlig propaganda i krigs- og krisesituationer, der afspejlede Danmarks prek re position i Den Kolde Krig og en skepsis over for danske kommunister.
Pjecen, som 68 % af danskerne if lge en gallupm ling l ste mindst n gang, var dog domineret af oplysninger om v benteknologiers virkning og anvisninger om, hvad der skulle medbringes i beskyttelsesrummet. Og hvad var det s ? Det var fx en radio, toiletpapir, otte plader chokolade og d semad. Glem ikke d seoplukkere , l d det fyndigt i pjecen. Det var ogs disse emner, som tiltrak mest opm rksomhed i en tv-udsendelse, der fredag aften fulgte op p pjecen.
Med den husstandsomdelte tryksag fors gte regeringen at h ndtere en ukendt og uoverskuelig fremtid. I forestillinger om atomkrigen indtog frygten en s rlig plads, hvilket gennemsyrede b de pressem det og den bl pjece. Frygten havde flere ansigter og var vanskelig at tackle. B de professor Rehberg og Schultz, civilforsvarets centrale skikkelse i efterkrigstiden, understregede, at oplysningerne i Hvis krigen kommer var nyttige og trov rdige, og at de burde videregives, n r risikoen for atomkrig var til stede. Simple r d om hurtigt at s ge d kning var effektive, fordi atomeksplosioner for rsager, at mennesker slynges mod mure , som Rehberg dramatisk beskrev det. At oplyse var ikke at foreg gle befolkningen en sikkerhed, der var uopn elig i atomalderen, eller at sige, at atombomber ikke er s slemme endda . V bnene og krigen, de kunne medf re, var frygtelige. Netop derfor var fysisk og mental forberedelse afg rende. Esther Ammundsen beskrev pjecens anbefalinger til forsyninger og ern ring ved l ngere tids ophold i beskyttelsesrum og pegede p , at de sanit re problemer i den situation ville v re en udfordring i vor forv nte og civiliserede tidsalder . Det var grumt at opholde sig under jorden, men hvis pjecen gav borgerne anledning til at gennemt nke, hvad krigens komme egentlig kunne betyde, og hvad de skulle forberede sig p , ville det utvivlsomt v re klogt, mente Ammundsen.
Frygtens ansigter
Det var en f lles antagelse p pressem det, at frygten for atomkrigen fandtes, og at den havde betydning politisk og i forhold til befolkningens ve og vel. Det var myndighedernes opfattelse, at frygten m tte konfronteres og h ndteres, og nok ogs at den kunne v re nyttig og sk rpe borgernes opm rksomhed. Pjecen og pressem det havde samme budskab: Det nyttede ikke at spille struds, og borgerne og statsmagten m tte se frygten i jnene sammen. Det var en sv r balance, for det var ogs en prioritet, at befolkningen ikke blev skr mt fra vid og sans.
I befolkningen og blandt meningsdannere og magthavere var der dog langtfra enighed om, hvordan risikoen for atomkrig skulle h ndteres b de i fredstid og fremtid. Men at frygten var til stede i befolkningen og havde politisk betydning, var almindelig anerkendt. Det faktum, at landet kunne blive udslettet i en krig, p virkede de beslutningstagere, der formede dansk sikkerhedspolitik. rene op til offentligg relsen af pjecen var pr get af intense diskussioner om dansk atomv benpolitik og om, hvordan regeringen kunne og burde oplyse borgerne om atomv bnenes effekter.
Det var ikke et s rkende for Danmark. I store dele af den vestlige verden pr gede kernev bnene den offentlige debat i en tid, hvor risikoen for atomkrigen var benbar. V benkapl bet mellem supermagterne skabte usikkerhed - ikke bare om krigen, men ogs om de milj - og sundhedsm ssige konsekvenser af radioaktivt nedfald fra pr vespr ngninger af stadig flere og st rre kernev ben.
I mange r var der dog ogs forh bninger om, at atomteknologien kunne udnyttes til fredelige form l. I Danmark var det h b koncentreret om atomfors gsstationen Ris ved Roskilde, der blev indviet i juni 1958. Ris kan rense det radioaktive m lk for strontium , hed det p forsiden af Politiken blot to dage f r pressem det om den bl pjece.
De sociale, kulturelle og politiske reaktioner, der fulgte i k lvandet p atomteknologier, var pr get af en sp nding mellem netop frygt og h b. I slutningen af 1950 erne og starten af 1960 erne kunne forskningen i den fredelige udnyttelse af atomenergien dog ikke helt f lge med v benkapl bet og de internationale sp ndinger. Trods indvielsen af de f rste atomkraftv rker og en konstant str m af modernistiske fremtidsvisioner, rykkede forestillingen om krigen n rmere. Den brede fredsbev gelses traditionelle foreninger fik selskab af en ny aktivisme, der fokuserede s rligt p atomv ben og afs gte nye aktions- og protestformer som fx p skemarcherne. Og en r kke af de lande, Danmark orienterede sig mod, udgav i denne periode deres egne versioner af Hvis krigen kommer . I Sverige reviderede og genudgav myndighederne Om kriget kommer: v gledning f r Sveriges medborgare i 1961, og NATO-lande som Tyskland og Storbritannien udgav deres egne varianter: Jeder hat eine Chance kom i efter ret 1961, og i januar 1963 fulgte de britiske myndigheder trop med Advising the Householder: on Protection against Nuclear Attack . USA var p n gang dragende og anderledes, men supermagtens p virkning var tydelig i popul rkulturen, hvor atomalderens frontl ber med sin teknologiske opfindsomhed var genstand for fascination.
Mange gav sig nu til at debattere pjecen. Danske l serbrevsskribenter formanede i avisernes spalter om, at man ikke skulle lade sig gribe af frygten; andre mente, at pjecen havde forst rket den. Det synspunkt, at pjecen virkede opskr mmende p mange borgere, var fremtr dende i en foresp rgselsdebat i Folketinget en m ned efter pressem det, den 8. februar 1962. En af initiativtagerne til debatten, Aksel Larsen (1897-1972) fra SF, var hele spillepladen rundt i sin vurdering af pjecen: Han mente, at pjecen skr mte, selv om dens hensigt var at berolige, og han formodede, at l serne enten ville se det som umuligt at f lge anvisningerne eller konkludere, at anvisningerne var nyttesl se. Larsens udl gning var ikke grebet ud af den bl luft. Pjecens sprog var visse steder brutalt konstaterende, som n r der stod, at der ikke kunne opn s effektiv beskyttelse i omr det umiddelbart omkring en kernev beneksplosion. Disse dystre kendsgerninger var dog ofte ledsaget af vage udsagn, der skulle indgyde h b: S g mod beskyttelsesrum, v r forberedt, hold hovedet koldt osv. Statsministeren var ikke enig i flere af Larsens ildevarslende udsagn, men han antydede, at Danmarks indflydelse p krigens mulige komme var begr nset. I det lys var det en statslig pligt at se faren i jnene og g re, hvad g res kunne. Statsminister Kampmann fandt intet beroligende i denne oplysning .

I amerikansk popul rkultur var atombomben ikke kun genstand for frygt, men ogs for fredsommelig fascination og frimodighed. Det kunne v re fremtidig udnyttelse af atomenergi, landvindinger p det milit rteknologiske omr de eller, som her, et pirrende indslag fra 1957-vinderen af Miss Atomic Bomb direkte fra rkenen i Nevada. USA blev et af atomalderens vigtigste referencepunkter i den danske offentlighed.
|| Science Source/Photo Researchers/Ritzau Scanpix
I de danske medier var der s rligt p lederplads opbakning til selve id en om at oplyse. Politiken s pjecen som et led i en ansvarsbevidst og n gtern bestr belse p at forberede befolkningen p en frygtelig eventualitet. Pjecen gav dog anledning til postyr om de konkrete anvisninger. En henvisning til minutk d , der kun kunne erhverves i supermarkedsk den Irma, skabte debat om konkurrenceforvridning, men ogs mors